11. nov. 2026

Kom til åbent hus i Fredericias nye teglhus

Foto: Realdania By & Byg / Claus Fisker

Realdania By & Byg indvier endnu et forsøgsbyggeri                        

Kom til åbent hus i Fredericias nye teglhus

Hvordan ser et moderne boligbyggeri ud, når tegl og ler bruges fra gulv til loft? Det kan du opleve onsdag den 11. november, når Realdania By & Byg inviterer til åbent hus i det nybyggede MiniCO2 Etagehus TEGL på Kongensstræde i Fredericia.

Vægge af røde teglblokke, lergulve under fødderne og buede nicher i mursten udvendigt. I det nye femetagers teglhus på Kongensstræde 92 er materialerne en del af oplevelsen – både inde og ude.

Nu står huset færdigt, og onsdag den 11. november kl. 14.30-17.30 kan alle interesserede komme indenfor. Her kan man gå på opdagelse i tre af boligerne og høre om tankerne bag huset, hvor der er eksperimenteret med tegl og ler for at reducere klimaaftrykket. 

Allerede ved indgangen er man ikke i tvivl om, at her er der eksperimenteret med tegl. En muret portåbning, mønstermurværk og et mønsterlagt klinkegulv byder besøgende velkommen. Indenfor er der stampede lergulve i stuelejligheden, på reposerne og i entréerne. Flere vægge står med synlige røde teglblokke, mens man andre steder kan se spor af håndens arbejde i lerpudsen. Materialerne er bevidst holdt synlige for at give huset karakter. Samtidig spares der CO2, når materialerne ikke bliver beklædt eller overfladebehandlet. 

Tegl på nye måder
Huset er opført af Realdania By & Byg som et forsøgsbyggeri. Formålet er at undersøge, hvordan tegl og ler kan bruges med mindre materiale- og CO2-forbrug og samtidig bevare noget af det, mange holder af ved murede huse.

I moderne byggeri bruges mursten ofte som et ydre lag på en konstruktion af beton. I MiniCO2 Etagehus TEGL er tegl og ler det primære materiale og indgår både i husets bærende konstruktion, gulve og vægge. De traditionelle mursten er til gengæld brugt med omtanke og især dér, hvor de præger husets udseende.

– Traditionelle mursten koster i CO2-regnskabet, men rummer samtidig en særlig stoflighed, stor robusthed og konstruktive muligheder. Derfor har vi arbejdet efter ”safranprincippet”: Lidt dyrt, men godt. Vi har brugt mursten dér, hvor de betyder mest for husets udtryk, og hvor man som beboer kommer tæt på huset. På den måde trækker vi tråde tilbage til en velkendt teglarkitektur og udnytter det store æstetiske og taktile potentiale, men med et markant mindre materialeforbrug, siger projektchef og arkitekt Jørgen Søndermark fra Realdania By & Byg.

Et hus, der skal gøre byggebranchen klogere
Ved åbent hus-arrangementet kan besøgende høre om resultater og erfaringer med at reducere klimabelastningen ved at bruge tegl og ler. Ud over at skabe gode og sunde rammer for de kommende beboere er målet med teglhuset at dele viden og erfaringer med andre bygherrer og rådgivere. Resultater og erfaringer bliver desuden efterfølgende samlet i en publikation.

Kom til åbent hus den 11. november
Alle er velkomne til åbent hus-arrangementet i MiniCO2 Etagehus TEGL i Kongensstræde 92 i Fredericia onsdag den 11. november 2026 kl. 14.30-17.30. Det er gratis og kræver ikke tilmelding.

Oplev tre af boligerne, husets materialer og løsninger og hør om erfaringer fra de fem øvrige MiniCO2 Etagehuse i Kongensstræde i Fredericia, hvor Realdania By & Byg undersøger forskellige veje til at mindske byggeriets klimaaftryk. Læs mere på https://realdaniabyogbygklubben.dk/tegl-aabent.